Hypnose Links

Links til sider om hypnose

Virker hypnose overhovedet?

Af Søren Andersen http://kolding-hypnose.dk

Det er faktisk et ret sjovt spørgsmål, og mit bud på dets oprindelse er, at det er baseret på de erfaringer folk har gjort med hypnose gennem tegnefilm og lignende. Når hypnose bliver brugt i tegnefilm så virker det ved at "hypnotisøren" får total kontrol over "den hypnotiserede". Hvis du tror at det er sådan hypnose "virker", at man får total kontrol over den man hypnotiserer, så er dit spørgsmål om hypnosens virkning berettiget, for NEJ sådan virker hypnose ikke.

Et andet aspekt kunne være scenehypnotisørernes indtryk på publikum (Hvis du har læst nogle af de andre svar, så ved du allerede at scenehypnotisører er ansvarlige for mange af misforståelserne vedrørende hypnose). Når du afholder et sceneshow om hypnose, er du nødt til at underholde publikum, og en af måderne at gøre det på er ved at demonstrere nogle hypnotiske fænomener. Hvis dit spørgsmål går på om disse hypnotiske fænomener er "virkelige", så er svaret ja! Ved at bruge hypnose kan hjernen uden problemer erstatte smagen af en kartoffel med smagen af æbler og din hjerne er også i stand til at lade dig opleve at du ikke kan kontrollere din krop med din bevidsthed.

Så de hypnotiske fænomener er altså "virkelige", men det er meget vigtigt at du forstår, at disse fænomener frembragt af hypnose, ikke er tvunget frem af hypnotisøren. Det hypnotisøren gør, er at komme med hypnotiske forslag, som det underbevidste sind af den hypnotiserede er fri til at reagere på. Om underbevidstheden vil følge et forslag afhænger af mange ting, som f.eks. overbevisninger og værdier. Nogle gange ser det måske ud som om hypnotisøren har kontrollen over dem der er på scenen, men den virkelige kontrol er faktisk hos de hypnotiserede personer.

Det kan også være dit spørgsmål går mere i retningen af, om hypnose virkelig kan hjælpe på en bestemt problemstilling, og der er mange anekdoter om hypnosens effekt. Om hypnose har en effekt på et problem afhænger bl.a. af hvor dygtig hypnotisøren er, hvorfor du ikke bare kan konkludere at hypnose ikke virker, hvis du kun har været ved én hypnotisør og slet ikke hvis du kun har været der én gang. At et problem er løst med hypnose efter bare 1 behandling er sjældent tilfældet. Du skulle dog gerne mærke en forskel efter første behandling, enten positiv eller negativ. Hvis du f.eks. efter hypnose tager på i vægt, når du i virkeligheden gerne ville tabe dig, kunne det godt være signal om at der er en del af dig, der modsætter sig vægttabet, og det kan hypnotisøren arbejde videre med.