Denne artikel beskæftiger sig med relationen mellem børn og deres omverden, specielt deres relationer med forældrene. Mange af de lidelser, som hypnoterapeuter beskæftiger sig med, relaterer sig ofte til hændelser i barndommen. Det er typisk noget forældre og andre har gjort eller sagt - uden at have ment det ondt - der har fremkaldt lidensen. Læs nogle eksempler på dette og få et bud på hvordan du undgår det.

Det siges at børn er nemmere at hypnotisere end voksne, fordi børn tilbringer langt mere tid i hypnose, fordi det er en vigtig del af læring. Børn er nysgerrige og kan forhåbentligt have fuld tillid til hvad deres forældre fortæller dem. Som hypnoterapeut kan man kan drømme om at opnå den tillid der er mellem et barn og dets forældre, med sine klienter. En stor del af hypnose behandlingen udgøres af tillid, hvis klienten ikke har tillid til hypnotisøren bør det siges straks, så man undgår at spilde hinandens tid.

I modsætning til hypnoterapi, hvor klienten kommer for at få hjælp til at bryde en vane, stoppe med at ryge, slippe angst, osv., så er forholdet mellem forældre og barn en proces i at lære barnet hvordan man tilpasser sig samfundet på nogle punkter, og stiller sig kritisk overfor andre punkter. Den største opgave er at hjælpe barnet med at blive et selvstændigt individ.

Denne proces foregår bl.a. ved at barnet opfanger nogle af forældrenes overbevisninger og adfærd ubevidst, mens det på andre tider foregå ved at forældrene giver barnet en direkte verbal besked. Det er specielt disse verbale beskeder jeg gerne ville give fokus i denne artikel. Det skyldes at der i litteraturen om hypnose mange steder er beskrivelser af specifikke sessioner mellem hypnotisør og klient, hvor problemet har rødder i den tidlige barndom, placeret der af autoriteter såsom lærere, pædagoger, familie og specielt forældre. Gennem tiden har jeg læst mange bøger om hypnose, og derfor kan jeg kun give referencer på de eksempler, som jeg umiddelbart husker forfatteren til. Lad os starte med nogle eksempler:

I bogen ”Hypnose og hypnoterapi” s. 236 beretter Jens-Jørgen Gravesen om en kvinde han har i behandling for angst. Via regression føres hun tilbage til en oplevelse, hvor hun er 5 år og hendes søskende driller hende ved at gemme sig under sofaen, og lade som om de ikke kan komme ud. Pga. afmagt begynder den lille pige at skrige af raseri og angst, det medfører at hendes moder kommer og skælder hende ud fordi hun skriger. Denne lille pige fortolker så dette til et forbud mod at vise angst eller at skrige ved angst, som giver hende disse ubehagelige angst-symptomer senere i livet.

I bogen ”Hypnotherapy” s. 155 behandler Dave Elman en mand for hans taleproblemer. Gennem regression viser det sig at da han var en lille dreng legede han med nogle små dyr, som han troede var ællinger. Han ville gerne se dem svømme så han puttede dem op i et kar med vand. De druknede alle sammen fordi det var kyllinger og ikke ænder. Da hans far opdagede dette blev drengen straffet, og hver gang han forsøgte at forklare sig blev faren mere sur og straffen hårdere, herved udviklede drengen en tendens til at stamme.

I bogen ”Transforming therapy” s. 16 har Gil Boyne en session med en klient der har problemer med at stave. Klienten bliver ført tilbage til tidligere oplevelser, og der var nogle dårlige i forbindelse med at stave i skolen, det meste signifikante i forhold til denne artikel er s. 25. Her oplever klienten en situation hvor hans mor (der i øvrigt er lærer) fortæller ham at han er dårlig til at stave. Denne bemærkning sætter sig som en begrænsende overbevisninger i hans underbevidsthed. I en bog, som jeg ikke husker titlen på, er der en lignende beretning, hvor en intelligent mand hverken kan læse eller stave. Forfatteren af bogen syntes ikke det stemte med hans intelligens og hans job, hvorfor han formodede der lå en ubevidst overbevisning bag. Det viste sig at en lærer tidligt i hans skolegang havde banket hårdt i bordet og fortalt ham at han aldrig ville komme til hverken at læse eller skrive. Det viste sig at holde stik, til den dag han mødte forfatteren.

Næsten alle bøger om hypnose, hvori der indgår beskrivelser af tidligere sessioner, vil man kunne finde eksempler på personer, der har haft en uheldig oplevelse i barndommen, som påvirker dem i deres voksne liv. I de fleste tilfælde er der tale om forældre med gode intentioner, men som ikke tænker på de mulige konsekvenser deres handlinger og udtalelser kan have. I alle de nævnte eksempler er det min overbevisning at forældrene er ude i en tilstand af frustration eller irritation, og handler instinktivt i stedet for at sætte sig ind i situationen. Jeg er sikker på at enhver normal forældre kan tilgive deres barn for at have druknet nogle kyllinger, fordi barnet troede det var ænder.

Nu kan der måske sidde et par læsere, som gerne vil vide hvordan man undgår at handle på en sådan måde at barnet får ubehagelige følger. Det er ikke meningen at man skal spekulere over enhver sætning man siger til sit barn, for man skal i den grad være oprigtig når man kommunikerer med sine børn. Jeg vil dog opfordre til, at man tænker sig om en ekstra gang, inden man umiddelbart giver sit barn en større skideballe. Oftest har barnet kun haft gode hensigter, hvilket man bør tage med i sine beregninger, hvad enten en dyr vase har måttet lade livet eller bilen er blevet ridset.

Det er disse tilfælde, når børn ubevidst bliver hypnotiseret, der gør at hypnose som behandlingsværktøj kan anvendes mod en lang række af problemstillinger. Der findes måske ikke den lidelse, der ikke kan induceres med de rette overbevisninger. Heldigvis kan disse overbevisninger og dermed lidelserne også fjernes, bl.a. ved at benytte hypnose bevidst. Så næste gang du hører at stavning eller læsefærdigheder relaterer sig til intelligens, eller at en bestemt sygdom er genetisk bestemt, så overvej om det i virkeligheden kunne være ubevidste overbevisninger eller regler.