Der findes mange forskellige former for afhængighed. Der er stort set ingen grænser for hvad man kan være afhængig af. Det skyldes i høj grad at afhængigheden har til formål at støtte en adfærd, der har en underliggende - og oftest ubevidst - positiv intention, uanset hvor irrationel denne adfærd forekommer at være.
De fleste forbinder ofte afhængighed med rygning, alkohol eller andre euforiserende stoffer, men det er heller ikke ualmindeligt at tale om afhængighed af mad, computerspil, fjernsyn, støvsugning, porno, nyheder og meget andet. Det er kompliceret at afgøre hvornår en person er afhængig, fordi de fleste vil påstå at de kan stoppe med at udføre den pågældende handling. Man kan argumentere for at når en person fx har forsøgt at stoppe med at ryge, men er begyndt igen, så er der tale om afhængighed. Andre ville sige at en person er afhængig, når handlingen udgør et forstyrrende element i hverdagen. Det første argument kan være særligt anvendeligt når man er i tvivl om hvorvidt man er afhængig af det ene eller det andet. Det andet argument vil måske snarere anvendes af nærmiljøet til den person, der påstås som værende afhængig, som regel for at overbevise denne person om at der forelægger en afhængighed som nærmiljøet helst så forsvandt.
Fra NLP forudsætningerne har jeg adopteret dette ressourcebaserede menneskesyn at ”Der er en positiv intention bag enhver adfærd”. For mig betyder det at uanset hvor irrationelt man mener et andet menneske handler, så har det en positiv intention. Det bliver derfor behandlerens arbejde at finde denne positive intention på så højt et niveau, at adfærden kan ændres uden at intentionen ændres. En person der er afhængig af at støvsuge har altså et behov for at udføre denne handling, grundet en ubevidst intention. Det kan være personen ubevidst har et ønske om at have et rent hjem, for hvis hun ikke har det vil hendes egen mor tænke på hende som værende utilstrækkelig. En sådan ubevidst overbevisning vil oftest være opstået som en fortolkning af moderens adfærd, og så at sige ikke have grund i ”virkeligheden”. Rygere der gerne vil stoppe med at ryge, vil ofte opleve at de savner de positive effekter som cigaretterne giver, til trods for at de er klar over hvor usundt det er at ryge.
I hans bog ”Analytical Hypnotherapy” p. 105f forklarer Edgar A. Barnett hvordan afhængighed er symptomet på en indre ”voksen/barn” konflikt. Afhængigheden har til formål at undertrykke følelser for at beskytte individet, så for at slippe afhængigheden må man få løst denne indre ”voksen/barn” konflikt. Senere i samme bog (p. 285ff) er en session med en klient transskriberet. Barbara – som klienten hedder – er i behandling med hypnoterapi fordi hun har svært ved at tabe sig. Gennem regression finder Barnett frem til nogle situationer som Barbara har oplevet i forbindelse med hendes overvægt. I løbet af første session fortæller Barbara om et tidligere tidspunkt hvor hun havde tabt sig. På grund af sit vægttab fandt hun pludselig sig selv mere attraktiv overfor det modsatte køn, og hun endte med at være sammen med en fyr som hun egentligt ikke havde lyst til at være sammen hun (Pga. hendes overvægt havde hun ingen erfaring i at håndtere denne nye form for opmærksomhed), efter denne oplevelse tager hun på igen.
Barbara møder op til anden behandling og fortæller at hun var tæt på at aflyse, ligesom hun fortæller at hun stik imod forventningen havde taget på i den mellemliggende periode. Det viser sig også at Barbara denne gang har meget svært ved at gå i trance, selvom hun ved første behandling viste gode egenskaber i hypnose. Barnett betragter dette som modstand mod trance og beder hende spørge sin underbevidsthed om der er nogen del af hende, der er imod at hun skal tabe sig. Det bliver herefter tydeligt at en yngre del af Barbara ønsker at beskytte hende, ved at nægte hende at tabe sig. Endnu en erindring kommer frem, hvor Barbara har en dårlig oplevelse med at have tabt sig i forhold til det modsatte køn. Efter at have behandlet dette nye aspekt kan hun endelig begynde at tabe sig.
De fleste overvægtige mennesker er klar over, at de er afhængige af maden for at kunne kapere følelser af afvisning, sorg eller ensomhed. På samme måde kan man sige at personer med anoreksi er afhængige af at være tynde, idet det giver dem noget følelsesmæssigt. I ethvert forsøg på at bryde afhængighed må man arbejde på at finde den positive intention bag den uønskede adfærd, så adfærden kan erstattes med en ny og sundere adfærd.
Hej . Jeg synes det var en fin nok side. Jeg går i 8. klasse og er derfor kun 14 år.. Jeg har et spørgsmål : I min skole har vi fået en opgave. mig emne er så Afhængighed. Men ikke af Alkohol sex stoffer rygning osv. Men mere af mad sport kaffe og koffein. !
Men hvor finder jeg svarerne på mine spørgsmål og hvad kan jeg fx skrive
Hej Emma
Sidst i dit indlæg spørger du:
"Men hvor finder jeg svarerne på mine spørgsmål og hvad kan jeg fx skrive".
Du kan i første omgang prøve at stille dine spørgsmål her, så skal jeg se om jeg lede dig i retning af nogle svar. Du må også meget gerne skrive, hvordan dine spørgsmål relaterer sig til hypnose.